Sådan beroliger du din kat

21. september 2021

Sådan spotter du stress hos din kat

Stress kan mange gange ses i adfærden hos katten. Hvis den pludselig ændrer adfærd i form af at begynde at kradse på ting, tisse forskellige steder i huset, eller hvis den modsat pludselig bliver asocial og stille, kan det tyde på, at katten oplever at være stresset. Overordnet set kan pludselige ændringer i adfærd, i forhold til hvordan katten normalt opfører sig, være tegn på stress. Du behøver ikke at tage din kat til dyrlægen, hvis den pludselig opfører sig anderledes, men du bør dog vide, hvad du selv skal gøre som katteejer.

 

Hvad kan forårsage kattens stress?

Sker der nye ting i dit liv, der kan virke voldsomme for dit kæledyr? Det kan være et nyt kæledyr i huset eller en ny person i husholdning, der kan frembringe nye, stressende omstændigheder for katten. Det kan også være, at din kat netop har haft en ubehagelig oplevelse ved dyrlægen, der kan have forårsaget dens stress. Uanset hvad der er sket, er det vigtigt, at du kan være der for din kat og at du agerer stille og roligt. Du må endelig ikke prøve at tvinge den frem fra sit skjul. I stedet bør du være tålmodig og lade katten komme frem til dig, hvor den kan finde ro og tryghed.

 

Rolige omstændigheder ved dyrlægen

Du kan med fordel kigge efter kattevenlige dyreklinikker, når din kat skal til dyrlægen. Det er uundgåeligt, at katten indimellem skal til dyrlægen. Derfor er det en god idé at være sikker på, at dyreklinikken er kattevenlig, så din kat ikke får en stressende oplevelse. Hvis klinikken er medlem af ISFM (International Society of Feline Medicine), er den vant til at have med katte at gøre.