Sådan takler du søvnløshed hos børn

20. maj 2019

Forhindrer dit barn dig i at få den nødvendige søvn?

Alle kender til, at det kan være svært at få sit barn til at sove - og urolig søvn hos dit barn kan have en rigtig stor indvirkning på din egen søvn og dermed koncentration og præstationsevne på jobbet.  

En canadisk undersøgelse peger på, at særligt fem ting har betydning for, at vores børn lærer at komme i seng – falde i søvn – og sove godt.

 

De fem ting – råd til at få dit barn til at sove er:

  • Faste sengetider og rutiner omkring sengetid
  • Godnat-læsning
  • Begrænset adgang til teknologi før sengetid
  • Ro i værelset
  • At barnet lærer at falde i søvn alene

 

Du skal skabe faste rytmer og rutiner

Dette har den kvalitet, at de skaber overblik og forudsigelighed – og de to ting er med til at skabe ro i barnet. Det minimerer simpelthen stresssymptomer. Du kan prøve at forstille dig, at du i aften vil flytte rundt på nogle af de elementer der udgør din ”komme i seng rutine”: Fjerne makeup, tisse, børste tænder osv.

Du vil opleve, at bare tanken om at flytte rundt på to små elementer umiddelbart vækker uro og lidt forvirring i dig. Dette er også gældende for dit barn. Hvis barnet ikke kender rutinen eller I ikke har en rutine omkring sengetid, så er der både indre uro og en nødvendig parathed – en parathed til at deale med det uforudsigelige – og det betyder at det er svært at falde i søvn.

 

Husk en god godnathistorie eller godnat-sang

At læse en historie eller synge en godnatsang skaber en bro mellem at være vågen og skulle sove. Hele kroppen går fra én tilstand til en anden og det er nødvendigt at skabe en ”overgang” fra vågen til søvn. Derudover kan godnat-sang og godnat-historier noget ganske særligt. Det kan lade roen sænke sig – hvis man vel og mærke er tilstede i situationen. Følelser, stemninger og sansninger smitter nemlig, så hvis du faktisk er i ro, hvis du faktisk tager dig tid til at lade roen sænke sig, hvis du lader nærværet komme frem, så viser du dit barn vejen ind i drømmeland og giver det en god portion ro med til natten.

 

Ro i værelset og begrænset adgang til elektronik før sengetid

Vi hører om det her hele tiden, og vi magter snart ikke at få det gentaget flere gange, men den er god nok – undersøgelser peger i ret entydig retning på, at elektronikkens lys har stor betydning for vores sovevaner. Det blå lys fra LED-skærme og små dioder i rummet holder os vågne og vækker os – ligesom morgenlysets blå lys gør. Om aftenen er kroppen programmeret til at lade sig berolige og dysse ned af det rødlige lys fra en nedgående sol. Men det handler ikke kun om lys. De fleste af os mærker formodentligt, at det kan være ganske svært at lægge iPhone, smartphones, iPads osv. fra os…. Vi skal lige lidt mere! Bare en hurtig søgning… lige en video mere… den ene side fører til den næste. Sådan er det også med børnene – DE SKAL LIGE… og det ER altså voldsomt stressende at være på hele tiden. Brug i stedet den sidste lille time inden sengetid til at være sammen.

 

Dit barn skal lære at falde i søvn alene

– OG DET ER JO SAGENS KERNE.

Det er her hunden ligger begravet – DE kan ikke falde i søvn alene.

Børnene kalder konstant, så er de tørstige, så skal de tisse, så har de set et monster. Pludselig kan du hører trin på gulvet – så er de stået op og skal lige finde noget de skal have med i børnehave, så vil de ind i stuen – eller sove i din seng. Det handler om, at dit barn endnu ikke har fået lært at berolige sig selv. Du kan skabe ro ved at lave rutiner, ved at lave en kærlig overgang mellem tilstandene at være vågen og sove, og du kan minimere uro og adgang til iPad, så børnene ikke kunstigt holdes vågne. Altså du kan gøre alt det som er beskevet ovenfor. Det rigtig gode spørgsmål er selvfølgelig hvordan du kan hjælpe dit barn det sidste stykke – så det kan finde ro til at sove.

 

Du kan læse mere om dette i denne uddybede artikel omkring det at få sit barn til at sove, skrevet af familieterapeut Janne Press. På siden er der flere gode artikler der hjælper dig til at få et mere balanceret familieliv - så du også får mere energi og overskud i dit arbejdsliv.