Stiger boligpriserne i København?

11. marts 2019

Boligpriser i København er steget historisk meget - nu stagnerer de

Efter mange år med opadgående kvadratmeterpriser på ejerlejligheder - kun med ganske få afbrydelser - ser tendensen nu ud til at vende, og priserne har i godt et halvt år fundet stabilt leje. Politiske tiltag har været en stærk drivkraft bag stagneringen.

 

Stigende boligpriser drives af økonomisk vækst

Finanskrisen i slutningen af 00’erne er for alvor ved at være ovre. Det afspejles i flere aspekter af dansk økonomi, som byder på fremgang målt på en række forskellige parametre - det indebærer f.eks. lavere arbejdsløshed, en stærkere finansiel sektor samt højere lønninger til mange arbejdende danskere.

Denne tendens har været omtalt flittigt af fremtrædende meningsdannere og erhvervsfolk, men ikke alt var fryd, da Lars Rohde, direktør for Nationalbanken, udtalte sig om status på dansk økonomi tilbage i september 2017. Ved denne lejlighed udpegede Rohde særligt de stigende boligpriser på ejerlejligheder i København som en udfordring.

 

Boligskatteaftale skal sikre tryghed for boligejere

Rohde og Nationalbanken advarede imod en overophedning, og han opfordrede politikerne til at stramme finanspolitikken. I samme drag roste han den boligskatteaftale, der blev indgået ved et bredt flertal i folketinget i foråret samme år, ligesom flere eksperter påpeget lånestramninger som en løsning på problemet - det har vist sig succesfuldt i både Norge og Sverige. Har tiltagene på området så virket - hvordan har boligpriserne udviklet sig siden 2017?

Det fremgår ganske tydeligt af tallene; salgsprisen pr. kvadratmeter i København har i mere end 25 år oplevet store stigninger - naturligvis undtaget perioden omkring 2007, hvor finanskrisen indtraf. Op til krisen var stigningen stor, og prisen nåede ca. 29.000 kr. og faldt til godt 20.000. Den opadgående trend fortsatte umiddelbart efter, og på trods af en mindre stagnering, steg priserne for alvor igen siden 2012. I april 2018 nåede kvadratmeterprisen så sit hidtil højdepunkt på godt 41.500 kr. Siden er priserne dog tilrettede, og kurvens nye tendens vidner om, at de politiske tiltag har virket.

 

Bliver det billigere at bo i hovedstaden i fremtiden?

For danskerne bliver har det de seneste år været umuligt for mange at bo i København som resultat af den høje kvadratmeterpris. Til dem, der ønsker at bo i hovedstadsområdet, men ikke har mulighed for pga. priserne, ser det nu ud til, at der er gode nyheder.

Priserne har nu været nogenlunde stabile i mere end et halvt år, og den sikkerhed, som følger med stabile priser, er i høj grad til fordel for boligejerne. Nye boligbyggerier er ligesom de politiske tiltag i høj grad med til at påvirke priserne - forholdene påvirker nemlig direkte henholdsvis udbud og efterspørgsel på markedet. Ved at holde boligpriserne stabile i en periode, vil ejerlejlighederne bliver mere tilgængelige på sigt, og den relative pris - om ikke andet - vil falde i takt med økonomisk fremgang. Man kan naturligvis ikke forvente en ubestridt fremgang i økonomien, men der er bestemt grund til at være optimistisk.